At være uvelkommen i familien

Det føles lidt som at jeg er uvelkommen i min familie. Det lille antal gange vi skal lave planer for at ligsom lave noget sammen så holder de mig udenfor samtalen men lader min ældste niece være med...
Selv da de skulle lave planer for at lave noget her i Sverige andet end at side og slappe af så ville de ikke blande mig ind i samtalen selvom jeg ligesom bor hér og ligesom har været mange steder i det her store land og har skrevet en fucking rapport om ting man kan se og lave i den her del af Sverige så ville de ikke blande mig ind i det!

Og snart skal jeg ned og besøge dem og holde fødselsdag for min niece og det føles som om at jeg er uvelkommen og uønsket for der er ikke nogen der har snakket med mig om hvad tid jeg kommer ned og hvornår jeg skrider hjem igen eller hvor meget min billet har kostet eller hvilken løgn jeg bruger for at få fri fra min praktik.

Min ældste søster har ikke engang sagt tak for det stykke designtøj hun fik i fødselsdagsgave! Og det var et stykke tøj som er lige hende nå hun skal klæ sig lidt pænere... Men jeg kan ikke få et eneste tak.
Ligsom min storebror heller ikke vil snakke med mig. 

Eller min far for den skyld.

Og nu nå jeg regner op hvem som ikke vil snakke med mig så vil min andre søster heller ikke snakke med mig. Og min mor....

Og de to der føles som om at de er mine eneste venner vil heller ikke svare på mine beskeder så de eneste to jeg har der elsker mig er mine katte.

Det føles ihvertfald sådan....